Om hjemmesiden
Denne hjemmeside har taget ca. 5 dages koncentreret arbejde at lave, men før det tog det faktisk over 2 år at tage sig sammen til at gå i gang med den. Undertegnede sad en dag i maj i 2004 og burde have læst til eksamen, men orkede det simpelthen ikke. I stedet gik han i gang med en hjemmeside, og mange udkast og fejlede forsøg senere gav han op igen.
Men nu 2 år efter, hvor der stadig ikke var sket noget, i en sommer der har været intet mindre end fantastisk, væltede inspirationen og lysten pludselig tilbage cirka da det blev møgvejr. Resultatet blev denne hjemmeside, der fungerer og forhåbentlig har mulighed for at eksistere længe og at blive opdateret med nyheder osv.
Siden er lavet i ganske almindelig elendigt formatteret HTML og CSS. Der er brugt lidt mod_rewrite og PHP, hvor det måtte kræves. Ydermere lagres nyheder, reservationer og events i en MySQL database. Fremtidige webredaktører skal være advaret om, at selve koden på ingen måde er køn, ej heller kommenteret på nogen måde. Til gengæld er alt delt op i nogenlunde overskuelige filer, så det burde være muligt at finde rundt i, omend man sikkert skal bruge en anelse overblik for at gennemskue mine knap så fingernemme færdigheder. Visse ting er sikkert også lavet på en ganske tåbelig måde, vil mere kyndige guruer nok mene.
Jeg er ikke teknisk uddannet overhovedet og denne side er udelukkende kreeret ud fra en autodidakt tilgang, samt et desperat ønske om at give dette kollegium en overskuelig hjemmeside, da alt andet simpelthen ikke er tidssvarende.
Steen, værelse 5019
Beboerådsformand
august 2006